3.3.1 Modtagelse af ansøgningen

Virksomheden skal altid indgive ansøgning om miljøgodkendelse via den digitale selvbetjening, Byg og Miljø, jf. godkendelsesbekendtgørelsen § 7 , stk. 2. Ansøgningen modtages i myndighedens/ myndighedernes dokumenthåndteringssystem eller fagsystem, hvis det er integreret til Byg og Miljø. I de tilfælde, hvor Miljøstyrelsen skal behandle ansøgningen om miljøgodkendelse, skal kommunen, hvori virksomheden ønsker at etablere sig i eller allerede er etableret i, udarbejde en udtalelse i sagen. Kommunalbestyrelsen sender udtalelsen til virksomheden via Byg og Miljø snarest muligt efter modtagelse af ansøgningen og sender samtidig en kopi af udtalelsen til Miljøstyrelsen.

Læs mere om kommunens udtalelse.

Ansøgning om godkendelse af fyringsanlæg på platforme på havet, jf. bilag 1, listepunkt 1.1 c, og af havbrug, beliggende længere end 1 sømil fra kysten, jf. bilag 2, listepunkt I 205, skal dog indgives direkte til Miljøstyrelsen ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, Byg og Miljø, da en kommune ingen opgaver har for disse sager, jf. godkendelsesbekendtgørelsen § 7, stk. 8.

Vær opmærksom på, at virksomhederne har mulighed for at søge om en miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33 og samtidig søge om en evt. spildevandstilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 1 eller § 28, stk. 3, og anmelde efter VVM-reglerne Du vil i så fald modtage ansøgningerne og anmeldelsen samlet i et dokument. Såfremt en bilag 2-virksomhed, som samtidig er omfattet af VVM-bekendtgørelsens bilag 2, benytter sig af denne mulighed, er myndighederne forpligtet til at meddele afgørelser om miljøgodkendelse, om spildevandstilladelse og, så vidt det er muligt VVM-screenings afgørelse samtidigt.

Læs mere om samtidighed.

Inden du går i gang med at sagsbehandle ansøgningen, skal du vurdere, om du er inhabil i forhold til den konkrete sag.

Vurdering af ansøgningsmateriale

Vurdér om ansøgningsmaterialet er tilstrækkeligt oplyst, eller om der mangler oplysninger til den efterfølgende sagsbehandling. Til brug for vurdering af ansøgningsmaterialet kan du med fordel tage udgangspunkt i godkendelsesbekendtgørelsens bilag 3 og bilag 4 samt bekendtgørelse om standardvilkår, afhængigt af listepunkter.

Vurdér om der er behov for at inddrage andre myndigheder - f.eks. i forbindelse med spildevandstilladelse (udlednings- eller tilslutningstilladelse), byggetilladelser, tilladelser efter vejloven, naturbeskyttelsesloven, jordforureningsloven, VVM m.v.

Vurdér om der er behov for andre tilladelser eller dispensationer, som skal bruges i forbindelse med det ansøgte projekt. Der kan i forbindelse med godkendelsesprocessen skulle ske sagsbehandling vedrørende f.eks. risikobekendtgørelsen, grænseoverskridende forurening, basistilstandsrapport og forholdet til VVM eller andre lokaliseringsafhængige forhold som f.eks. natur- og fortidsminder m.v.

Hvis virksomheden ikke ejer ejendom eller lokaler, hvor aktiviteten skal etableres, skal virksomheden redegøre for, at denne har ret til at bruge ejendommen eller lokalerne.

Miljøansvarlighedsregisteret

Det kan endvidere være relevant at undersøge, om virksomheden (person eller selskab) er registreret i miljøansvarlighedsregisteret i henhold til miljøbeskyttelsesloven § 40 b. Du kan i det webbaserede miljøansvarlighedsregister via Miljøportalen få adgang til oplysninger, om ansøger eller andre i den ansvarlige personkreds har mistet deres miljøansvarlighed. Hvis du ikke har adgang til miljøportalen, skal du bede om hjælp hos din egen forvaltnings it-afdeling. Læs mere om miljøansvarlighed i vejledning om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.

Særlige krav

Du skal være opmærksom på, at der er særlige krav til offentlighed i forbindelse med virksomheder omfattet af bilag 1 efter godkendelsesbekendtgørelsen og for alle affaldsforbrændings- og affaldsmedforbrændingsanlæg.

Offentlighedsloven, forvaltningsloven og loven om aktindsigt i miljøoplysninger kan begrænse omfanget af det materiale, som offentligheden har ret til at se. Hvis der er tale om fortrolige oplysninger som f.eks. anvendelsen af bestemte stoffer, så kan disse undtages, hvis du som myndighed træffer afgørelse herom. Det øvrige indhold i materialet er ikke undtaget.

Du skal være opmærksom på, at der er særlige krav til sagsbehandlingen af visse virksomheder som følge af servicedirektivet.

Når du har gennemgået det fremsendte ansøgningsmateriale, anbefales det, at du fremsender en kvitteringsskrivelse til virksomheden.

Hvis du anmoder virksomheden om supplerende oplysninger, skal din anmodning være fagligt begrundet, og der skal være proportionalitet mellem omfanget og detaljeringsgraden af oplysningerne og den forventede miljøeffekt af de oplyste forhold. Der skal være balance mellem mål og midler. En tilstrækkelig oplyst ansøgning vil kunne fremme en hurtigere afgørelse. Det er miljømyndigheden, der afgør om og hvornår en sag er tilstrækkelig oplyst.

Hvis en myndighed indhenter oplysninger fra en virksomhed, som mistænkes for at have begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, og som er eller påregnes politianmeldt, skal myndigheden være opmærksom på reglerne om selvinkriminering i Retssikkerhedsloven.

Læs mere om oplysninger og proportionalitetsprincippet her.

Du kan læse mere om retssikkerhedsloven i vejledningen om retssikkerhedsloven.

 

Senest opdateret d. 22-12-2016

 

Klik her for at se tidligere gældende versioner af denne vejledningstekst