5.12.1.1 Krav om BTR

Fra hvilket tidspunkt gælder kravet om udarbejdelse af en basistilstandsrapport?

Reglerne om udarbejdelse af basistilstandsrapport i kapitel 7 i godkendelsesbekendtgørelsen gælder alene for bilag 1-virksomheder, der bruger, fremstiller eller frigiver relevante farlige stoffer. Der er forskel på reglerne om basistilstandsrapport for tidligere (i)-mærkede og tidligere ikke-(i)-mærkede bilag 1-virksomheder.

  • Bilag 1-virksomheder, som var (i)-mærket på bilag 1 til bekendtgørelse nr. 486 af 25. maj 2015 om godkendelse af listevirksomhed

Der skal udarbejdes en basistilstandsrapport i forbindelse med den første revurdering efter den 7. januar 2014, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 64, stk. 1.

Hvis en ansøgning om ændring eller udvidelse indsendes efter den 7. januar 2014, men før den første revurdering efter denne dato, udløser dette krav om udarbejdelse af en basistilstandsrapport, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 64, stk. 3

Myndigheden kan i forbindelse med en ansøgning om ændring eller udvidelse kræve basistilstandsrapport for hele virksomheden. Men hvis myndigheden vurderer, at det er muligt at afgrænse det område på bilag 1-anlægget, som udvidelsen eller ændringen dækker, og som udløser krav om basistilstandsrapport, kan man nøjes med at udarbejde basistilstandsrapport for dette område.

De afgrænsede basistilstandsrapporter kan dog kun laves frem til, at den samlede revurdering af hele virksomheden skal gennemføres. Myndigheden vil således i forbindelse med den førstkommende revurdering af virksomheden skulle træffe afgørelse om, hvorvidt der skal udarbejdes basistilstandsrapport for det resterende areal.

  • Bilag 1-virksomheder, som ikke var (i)-mærkede på bilag 1 til bekendtgørelse nr. 486 af 25. maj 2015 om godkendelse af listevirksomhed

Der skal udarbejdes en basistilstandsrapport i forbindelse med den første revurdering efter den 7. juli 2015, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 64, stk. 2.

En ansøgning om ændring eller udvidelse, som indsendes efter den 7. juli 2015 men før den første revurdering efter denne dato, udløser som udgangspunkt også krav om udarbejdelse af en basistilstandsrapport, jf. § 64, stk. 3.

Myndigheden kan i forbindelse med en ansøgning om ændring eller udvidelse kræve basistilstandsrapport for hele virksomheden. Men hvis myndigheden vurderer, at det er muligt at afgrænse det område på bilag 1-anlægget, som udvidelsen eller ændringen dækker, og som udløser krav om basistilstandsrapport, kan man nøjes med at udarbejde basistilstandsrapport for dette område.

De afgrænsede basistilstandsrapporter kan dog kun laves frem til, at den samlede revurdering af hele virksomheden skal gennemføres. Myndigheden vil således i forbindelse med den førstkommende revurdering af virksomheden skulle træffe afgørelse om, hvorvidt der skal udarbejdes basistilstandsrapport for det resterende areal.

 

Ny side d. 22-12-2016