5.12.9 Afgørelser fra Miljø- og Fødevareklagenævnet

Miljø- og Fødevareklagenævnet er den centrale klageinstans på natur-, miljø-, landbrug-, fiskeri- og fødevareområdet. Nævnet er en uafhængig klagemyndighed og et ’kombinationsnævn’, som består af 1 formand samt enten 16 beskikkede sagkyndige medlemmer (nævnet i den sagkyndige sammensætning) eller 4 medlemmer, der udpeges af Folketinget, og 2 medlemmer, der udpeges af landsretterne blandt rettens medlemmer (nævnet i den læge sammensætning).

Du kan læse mere om Miljø- og Fødevareklagenævnet på deres hjemmeside www.nmkn.dk og på www.naevneneshus.dk/

Hvordan kan nævnets afgørelser anvendes i sagsbehandlingen

Natur- og Miljøklagenævnet har frem til nævnets ophør formidlet de afgørelser, som nævnet har vurderet er principielle, under ’Natur- og Miljøklagenævnet Orienterer’ (NoMO). Afgørelserne er truffet af enten det sagkyndige nævn, det læge nævn eller formanden. I ’NoMO’ omtales de enkelte principielle sager i redigeret form med en kort sagsfremstilling og de væsentligste dele af afgørelsen. Der er link/ henvisning til selve afgørelsen.

Klagenævnets afgørelser kan være nyttige i den daglige sagsbehandling, men det er vigtigt, at du er opmærksom på, at officialprincippets rækkevidde for det daværende Natur- og Miljøklagenævnets klagesagsbehandling blev indskrænket i 2012. Denne indskrænkning er fortsat for det nuværende Miljø- og Fødevareklagenævn. Det betyder, at klagenævnet kan begrænse prøvelsen af en afgørelse til de forhold, der er klaget over. Samtidig blev det også muligt for nævnet at begrænse prøvelsen til de væsentligste forhold.

Du skal også være opmærksom på, at nævnets afgørelser er konkrete i konkrete sager, og at man derfor ikke umiddelbart kan overføre afgørelsen på en andre sager.

Retsgrundlag

Reglerne om Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsbehandling findes i kapitel 4  i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet (Lov nr. 1715 af 27/12 2016)

§ 11, stk. 1. Nævnet kan begrænse sin prøvelse af en afgørelse til de forhold, der er klaget over.
§ 11, stk. 2. Hvis en klage indeholder flere klagepunkter, kan nævnet begrænse sin prøvelse til de væsentligste forhold.

§ 12. Nævnet skal, når en sag undtagelsesvis hjemvises, redegøre for nævnets overvejelser i forbindelse med behandlingen af de klagepunkter, der har ført til hjemvisningen. Nævnet skal samtidig vejlede myndigheden i 1. instans om, hvordan sagen på disse punkter skal behandles

 

Opdateret 23-02-2017