5.8.2 BAT-konklusioner i revurderingssager

Når der offentliggørelse BAT-konklusioner, der vedrører en virksomheds hovedlistepunkt, skal tilsynsmyndigheden tage virksomhedens godkendelser op til revurdering, således at BAT-konklusionerne er overholdt senest fire år fra offentliggørelsen. 

Den dato, der er relevant, er datoen for offentliggørelsen i EU-Tidende, og fristen regnes fra denne dato. Fristen er gengivet i godkendelsesbekendtgørelsens bilag 7.

Alle relevante BAT-konklusioner, der vedrører virksomheden, skal indgå i revurderingen, dvs. også BAT-konklusioner i BREF-dokumenter, der ikke specifikt refererer til virksomhedens hovedlistepunkt, men alligevel er relevante. Der er også tværgående BREF-dokumenter, som f.eks. industriel køling, energieffektivitet og emissioner fra oplagring.

Nogle BAT-konklusioner vedrører ikke et hovedlistepunkt, men vedrører dele af de aktiviteter, der naturligt er omfattet af hovedlistepunktet. For BAT-konklusionen om spildevands og luftrensning i den kemiske industri gælder det derfor, at offentliggørelsen af denne i juni 2016 også udløser krav om revurdering af den samlede virksomhed.

Bilag 1 virksomheder

Du skal bruge vedtagne BAT-konklusioner i forbindelse med revurdering af virksomhedens eksisterende miljøgodkendelser. Selvom det er myndigheden, der skal tage initiativ til revurderingen efter offentliggørelse af BAT-konklusioner, må du forvente, at du vil blive anmodet om at forholde dig til, om kravet om BAT som beskrevet i BAT-konklusionerne kan overholdes. Og hvis ikke komme med et forslag til, hvordan dette kan ske. Du kan med fordel benytte BAT-tjeklisterne, hvis de findes for din branche. Når du udfylder BAT-tjeklisten, vil det som oftest udgøre din redegørelse for BAT.

Bemærk at tiltag, der er nødvendige for at leve op til nye revurderede vilkår, som udgangspunkt skal være gennemført senest fire år fra offentliggørelsen. Det er derfor vigtigt, at du holder dig orienteret om status for arbejdet med revisionen af BREF-dokumenterne, så du kan begynde i god tid.

Myndighed

Husk, at hovedlistepunkt ikke er det samme som hovedaktivitet, idet hovedlistepunkt kun omhandler bilag 1- aktiviteter. Krav om revurdering efter offentliggørelse af en BAT-konklusion gælder også bilag 2-virksomheder med en biaktivitet omfattet af bilag 1.

Som myndighed er det dig, der skal tage initiativ til at revurdere virksomhedens godkendelse efter offentliggørelse af en BAT-konklusion for virksomhedens hovedlistepunkt. Vær opmærksom på, at du skal bruge alle relevante BAT-konklusioner, dvs. du skal ikke kun forholde dig til BAT-konklusionerne i det/de BREF-dokument(er), der vedrører virksomheds hovedlistepunkt, men også til BAT-konklusioner i andre relevante BREF-dokumenter.

For nogle BAT-konklusioner, som f.eks. "Spildevands- og luftrensning i den kemiske industri" (CWW), gælder det, at offentliggørelsen af denne i juni 2016 også udløser krav om revurdering

Revurderingens omfang

At der skal foretages en fuld revurdering, når der offentliggøres en BAT konklusion, som vedrører en virksomheds hovedaktivitet, er naturligvis ikke ensbetydende med, at samtlige godkendelsens vilkår skal gennemgås/ændres i forbindelse med hver enkelt revurdering. Myndigheden er alene forpligtet til at forholde sig til vilkårene, men kan godt vurdere, at der ikke er anledning til, at disse ændres. Dette udgør også en samlet revurdering, så længe myndigheden har forholdt sig til alle vilkår.

Offentliggørelse af en BAT-konklusion for virksomhedens hovedlistepunkt udløser også krav om revurdering af spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4. Revurderingen skal omfatte den samlede virksomhed. Hvis der er BAT-konklusioner om fx opnåelige emissionsniveauer for tilledning af spildevand til et spildevandsforsyningsselskabs renseanlæg eller egenkontrol, skal kommunen revurdere tilladelsen, så de ajourførte vilkår kan gennemføres senest fire år efter offentliggørelsen.

Hvis Staten er godkendelses- og tilsynsmyndighed for virksomheden, bør fastsættelse af krav i hhv. miljøgodkendelsen og tilslutningstilladelsen ske i tæt samarbejde mellem Miljøstyrelsen og kommunen.

Gode råd:

  • Orienter berørte virksomheder, så snart myndigheden får kendskab til, at BAT-konklusioner er på vej.
  • Aftal køreplan med virksomheden for arbejdet med revurderingen hurtigst muligt efter offentliggørelse.
  • Sørg for, at det er virksomheden, der har udspillet - de kender virksomheden bedst.
  • Orienter virksomheden om at de bør bruge BAT-tjeklister til at redegøre for BAT
  • For s-mærkede virksomheder indledes tidligt i forløbet et samarbejde mellem Miljøstyrelsen og kommunen, fx i forhold til revision af tilslutningstilladelser.

Retsgrundlag

Godkendelsesbekendtgørelsen § 24, 26, 35 og Bilag 3.

Godkendelsesbekendtgørelsen § 27, 28 og 29.

Spildevandsbekendtgørelsen.

 

 

Senest opdateret d. 22-12-2016

Klik her for at se tidligere gældende versioner af denne vejledningstekst