5.5 Partshøring og offentliggørelse af afgørelsen

Godkendelse og revurdering

Du skal sende udkastet til afgørelse i partshøring

Når du har lavet et udkast til afgørelse, skal du sende det til udtalelse hos virksomheden. Virksomheden skal gøres bekendt med dens adgang til aktindsigt og retten til at udtale sig i henhold til forvaltningsloven. Det følger af godkendelsesbekendtgørelsens § 53, stk. 1.

Du skal samtidig orientere virksomheden om, at afgørelsen offentliggøres på Digital Miljøadministration (DMA). Hvis en virksomhed gør indsigelser mod, at dele af miljøgodkendelsen offentliggøres, skal der træffes en afgørelse, og virksomheden vil have partstatus, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 54, stk. 3.

Du kan se mere om registrering af data og offentliggørelse af data her

Andre identificerbare parter end virksomheden skal høres om oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som parten ikke kan antages at være bekendt med, hvis oplysningerne er til ugunst for parten og af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Det følger af § 19 i forvaltningsloven. Høringen kan gennemføres ved at sende udkastet til afgørelsen i partshøring.

Tidsfrist for svar

Du skal selv fastsætte en frist for svar fra virksomheden, andre parter og andre myndigheder. Ved fastlæggelsen bør du give rimelig tid til, at den hørte kan sætte sig ind i oplysningerne og overveje svaret.

Du kan tage hensyn til oplysningernes omfang og til sagens karakter, herunder om parten tidligere har haft lejlighed til at udtale sig i sagen, og om parten har behov for sagkyndig bistand. Du kan også tage hensyn til andre privates eller det offentliges interesse i en hurtig sagsbehandling. Hvis en part anmoder om, at fristen forlænges, bør det normalt imødekommes.

Du skal offentliggøre afgørelsen om godkendelse og om revurdering

Ifølge godkendelsesbekendtgørelsens § 52, stk. 6 skal du offentliggøre afgørelsen digitalt sammen med de oplysninger, der fremgår af godkendelsesbekendtgørelsens § 50, stk. 1 og stk. 3.

a) Angivelse af myndighed.

b) Navn, adresse, CVR-nummer og P-nummer på virksomheden. 

c) Dato for afgørelsen.

d) For virksomheder omfattet af bilag 1 skal godkendelses- eller tilsynsmyndigheden endvidere i forbindelse med en afgørelse om godkendelse eller som følge af revurdering oplyse:

  • Om der er udarbejdet en basistilstandsrapport, jf. § 14.
  • Om der er fastsat en eller flere emissionsgrænseværdier, der er lempeligere end dem, som følger af BAT-konklusioner, jf. § 27.
  • Om der er meddelt dispensation for overholdelse af en eller flere emissionsgrænseværdier med henblik på at afprøve ny teknik, jf. § 29.

Oplysningerne skal offentliggøres via den digitale platform, Digital miljøadministration (DMA).

Godkendelses- eller tilsynsmyndigheden skal offentliggøre, hvis en afgørelse bliver påklaget. Når der efterfølgende er truffet en endelig administrativ afgørelse, skal godkendelses- eller tilsynsmyndigheden endvidere offentliggøre resultatet heraf.

Offentliggørelse sker i overensstemmelse med de begrænsninger, der følger af anden lovgivning.

Læs mere om Registrering af data og offentliggørelse af data.

Høring af afgørelse

Ifølge Miljøbeskyttelseslovens § 74, stk. 1, skal afgørelsen meddeles skriftligt til adressaten, til klageberettigede personer, organisationer og myndigheder og til andre myndigheder, der har været inddraget i sagens behandling.

Underretning af dem, der har en individuel, væsentlig interesse i sagen (Miljøbeskyttelsesloven § 98, stk. 1, nr. 2), kan ske ved offentlig annoncering ifølge Miljøbeskyttelseslovens § 74, stk. 2. Bestemmelsen er møntet på eventuelle klageberettigede, som ikke har kunnet identificeres i sagsbehandlingen, men der er pligt til at underrette en part individuelt om afgørelsen, når der er tale om en part, som er identificeret som part og er eller burde være partshørt.

Klagefristen er 4 uger, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 93.

Retsgrundlag

Af miljøbeskyttelseslovens § 33, stk. 1 fremgår

§ 33. Virksomheder, anlæg eller indretninger, der er optaget på den i § 35 nævnte liste (listevirksomhed), må ikke anlægges eller påbegyndes, før der er meddelt godkendelse heraf. Listevirksomhed må heller ikke udvides eller ændres bygningsmæssigt eller driftsmæssigt, herunder med hensyn til affaldsfrembringelsen, på en måde, som indebærer forøget forurening, før udvidelsen eller ændringen er godkendt.

Af miljøbeskyttelseslovens § 74, stk. 1 og 2, fremgår

§ 74. Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til adressaten. Afgørelser, der kan påklages, meddeles tillige klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, jf. §§ 98-100, og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling. Afgørelser skal dog alene meddeles de landsdækkende foreninger og organisationer, der er nævnt i § 100, stk. 2 og 3, når de har anmodet miljø- og fødevareministeren om at modtage underretning om afgørelserne, jf. § 76, stk. 2.
   Stk. 2. Underretning til de personer, der er nævnt i § 98, stk. 1, nr. 2, kan dog finde sted ved offentlig annoncering. Der skal altid foretages offentlig annoncering, når der meddeles godkendelse efter kapitel 5. Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler om, i hvilke tilfælde der skal ske annoncering af andre tilladelser, der meddeles en listevirksomhed efter bestemmelser i loven eller efter regler udstedt i medfør af loven eller efter lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. Ministeren fastsætter nærmere regler om, at der tillige skal ske annoncering af visse afgørelser i sager om revurdering efter § 37 b, § 41 a og § 41 b. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om annonceringen.

Af miljøbeskyttelseslovens § 76 fremgår

§ 76. Lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af miljø og natur som hovedformål, kan underrette kommunalbestyrelsen og miljø- og fødevareministeren om, hvilke bestemte typer af afgørelser efter bestemmelserne i kapitel 3-5 og 9 a foreningen ønsker underretning om, jf. § 74, stk. 1, og § 100, stk. 1. Foreningen skal samtidig fremsende vedtægter, der dokumenterer, at den er lokalt organiseret, og at dens hovedformål er beskyttelse af miljøet. Tilsvarende gælder lokale foreninger og organisationer, der efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelserne berører sådanne interesser.
   Stk. 2. Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, kan underrette miljø- og fødevareministeren om, hvilke bestemte typer af afgørelser efter bestemmelserne i kapitel 3-5 og 9 a foreningen eller organisationen ønsker underretning om, jf. § 74, stk. 1, hvorefter ministeren inden 14 dage underretter vedkommende kommunalbestyrelse. Tilsvarende gælder landsdækkende foreninger og organisationer, der efter
deres vedtægter har til formål at varetage væsentlige rekreative interesser, når afgørelserne berører sådanne interesser.
   Stk. 3. Lokale afdelinger af landsdækkende foreninger og organisationer er ikke omfattet af bestemmelserne i stk. l og 2.

Af miljøbeskyttelseslovens § 93 fremgår

§ 93. Klagefristen er fire uger fra den dag, afgørelsen eller beslutningen er meddelt. Er afgørelsen eller beslutningen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen.
Stk. 2. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Af miljøbeskyttelseslovens §§ 98 - 100 fremgår

§ 98. Kommunalbestyrelsens og ministerens afgørelser kan påklages af
1) afgørelsens adressat og
2) enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald.
   Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan påklage ministerens afgørelser.
   Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan påklage afgørelser efter kapitel 3, 4 og 5. Sundhedsstyrelsen kan endvidere tillægges klageret i regler, der udstedes i medfør af § 16.
   Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om eller bestemme, at afgørelser efter loven kan påklages af bestemte myndigheder i andre lande.

§ 99. Danmarks Fiskeriforening kan påklage kommunalbestyrelsens og ministerens afgørelser efter bestemmelserne i kapitel 4 og 5 for så vidt angår spørgsmål om forurening af vandløb, søer eller havet.
   Stk. 2. Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark kan påklage kommunalbestyrelsens og ministerens afgørelser efter bestemmelserne i kapitel 4 og 5 for så vidt angår spørgsmål om forurening af vandløb og søer.
   Stk. 3. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kan påklage kommunalbestyrelsens og ministerens afgørelser, når væsentlige beskæftigelsesmæssige interesser er berørt.
   Stk. 4. Forbrugerrådet kan påklage kommunalbestyrelsens og ministerens afgørelser i det omfang, de er væsentlige og principielle.

§ 100. Lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, kan påklage afgørelser, som foreningen eller organisationen har ønsket underretning om, jf. § 76, stk. 1. Lokale foreninger og organisationer, der efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, kan påklage afgørelser, som foreningen eller organisationen har ønsket underretning om, jf. § 76, stk. 1, når afgørelsen berører sådanne interesser og klagen har til formål at varetage natur- og miljøbeskyttelse.
   Stk. 2. Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, kan påklage afgørelser efter bestemmelserne i kapitel 3-5 og 9 a.
   Stk. 3. Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har til formål at varetage væsentlige rekreative interesser, kan påklage afgørelser efter bestemmelserne i kapitel 3-5 og 9 a, når afgørelsen berører sådanne interesser, og klagen har til formål at varetage natur- og miljøbeskyttelse.
   Stk. 4. Lokale afdelinger af landsdækkende foreninger eller organisationer er ikke omfattet af bestemmelsen i stk. l-3.
   Stk. 5. Miljøklagenævnet kan til efterprøvelse af klageberettigelsen forlange, at foreningen eller organisationen fremsender vedtægterne.

Af godkendelsesbekendtgørelsens §§ 50-54 fremgår

§ 50. Godkendelses- eller tilsynsmyndigheden afgiver følgende oplysninger til Miljøstyrelsen i forbindelse med en afgørelse om godkendelse eller om revurdering af en virksomhed omfattet af bilag 1 eller bilag 2:

1) Angivelse af myndighed.

2) Navn, adresse, CVR-nummer og P-nummer på virksomheden.

3) Dato for afgørelsen.

4) For virksomheder omfattet af bilag 1 skal godkendelses- eller tilsynsmyndigheden endvidere i forbindelse med en afgørelse om godkendelse eller om revurdering oplyse:

a) om der er udarbejdet en basistilstandsrapport, jf. § 14,

b) om der er fastsat en eller flere emissionsgrænseværdier, der er lempeligere end dem, som følger af BAT-konklusioner, jf. § 27, eller

c) om der er meddelt dispensation for overholdelse af en eller flere emissionsgrænseværdier med henblik på at afprøve ny teknik, jf. § 29.

Stk. 2. Oplysningerne efter stk. 1 skal afgives med de begrænsninger for videregivelse, der følger af anden lovgivning.

Stk. 3. Godkendelses- eller tilsynsmyndigheden skal endvidere til Miljøstyrelsen oplyse om det opkrævede beløb for sagsbehandling (brugerbetaling) i forbindelse med godkendelse eller revurdering af virksomheder omfattet af bilag 1 eller 2. Oplysningerne skal afgives efter enten hver godkendelse eller revurdering eller årligt senest den 1. april for godkendelse eller revurdering for det forudgående kalenderår fordelt efter de grupper, der fremgår af bilag 3 til bekendtgørelse om miljøtilsyn.

§ 51. Godkendelses- eller tilsynsmyndigheden afgiver de i § 50, stk. 1, nævnte oplysninger til Miljøstyrelsen senest 4 måneder efter, at en afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33 eller § 41 er truffet. Afgørelsen vedlægges.

Stk. 2. Afgivelsen af de i § 50, stk. 1 og 3, nævnte oplysninger skal ske ved anvendelse af den digitale løsning og i det format, som Miljøstyrelsen stiller til rådighed.

§ 52. Godkendelses- eller tilsynsmyndigheden offentliggør de oplysninger, der fremgår af § 50, stk. 1 og 3, og afgørelsen efter miljøbeskyttelseslovens § 33 eller § 41, jf. § 51, stk. 1.

Stk. 2. Offentliggørelse af de i § 50, stk. 1, nævnte oplysninger og afgørelsen efter miljøbeskyttelseslovens § 33 eller § 41, skal ske senest 4 måneder efter, at afgørelsen er truffet.

Stk. 3. Offentliggørelse af de i § 50, stk. 3, nævnte oplysninger skal ske senest den 1. april for det forudgående kalenderår. Oplysningerne skal offentliggøres på aggregeret form.

Stk. 4. Godkendelses- eller tilsynsmyndigheden offentliggør, hvis en afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33 eller § 41 er påklaget. Når der efterfølgende er truffet en endelig administrativ afgørelse, offentliggør godkendelses- eller tilsynsmyndigheden resultatet heraf.

Stk. 5. Offentliggørelse sker i overensstemmelse med de begrænsninger, der følger af anden lovgivning.

Stk. 6. Offentliggørelse, jf. stk. 1-4, skal ske ved anvendelse af den digitale løsning og i det format, som Miljøstyrelsen stiller til rådighed.

  • 53. Før godkendelsesmyndigheden træffer afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33, stk. 1, og § 41skal myndigheden sende et udkast til afgørelse til virksomheden og gøre virksomheden bekendt med dens adgang til aktindsigt og til at udtale sig i henhold til forvaltningsloven.
  • 54. Når godkendelses- eller tilsynsmyndigheden har truffet afgørelse om godkendelse eller revurdering af en bilag 1- virksomhed, offentliggør godkendelses- eller tilsynsmyndigheden
    digitalt:
  1. Godkendelsen eller afgørelsen om revurdering, herunder begrundelsen for godkendelsen eller afgørelsen om revurdering, med oplysning om de relevante BAT-konklusioner og -referencedokumenter.
  2. Hvis der i forbindelse med godkendelsen eller afgørelsen om revurdering er fastsat lempeligere emissionsgrænseværdier end i de relevante BAT-konklusioner, begrundelsen herfor samt vilkårene for lempelsen.

   Stk. 2. Tilsynsmyndigheden offentliggør digitalt information om de foranstaltninger, som virksomheden har truffet ved definitivt driftsophør, jf. § 38 m, stk. 2, i lov om jordforurening.
   Stk. 3. Når godkendelses- eller tilsynsmyndigheden offentliggør oplysninger efter stk. 1 og 2, skal det tillige oplyses, at der til enhver tid er adgang til aktindsigt i de øvrige oplysninger, som godkendelses- og tilsynsmyndigheden er i besiddelse af med de begrænsninger, der følger af anden lovgivning.

 

Senest opdateret d. 22-12-2016

Klik her for at se tidligere gældende versioner af denne vejledningstekst