5.10 Rummelige miljøgodkendelser

Sådan gør du som virksomhed, når du vil sikre rummelige vilkår i godkendelsen

Både ved etablering og ændring af din virksomhed kan du i dialog med myndigheden prøve at få gjort vilkårene i miljøgodkendelsen fleksible og rummelige. Der er en række muligheder, du kan overveje at undersøge nærmere.

Planlagte udvidelser

Planlagte udvidelser eller ændringer, der vil blive iværksat på et senere tidspunkt, kan indarbejdes i en miljøgodkendelse, jf. miljøbeskyttelseslovens § 36, stk. 1. Du sparer at skulle have en ny eller ændret miljøgodkendelse, men det kræver, at du i ansøgningen giver oplysninger om planerne, så myndigheden kan vurdere forureningsforholdene og fastsætte de nødvendige vilkår. Der skal være tale om begrundede behov. De godkendte udvidelser eller ændringer skal, med mindre andet er bemærket, gennemføres inden for fem år. For enkelte anlægstyper, som f.eks. deponeringsanlæg, vil en "kortere tidshorisont" normalt være længere end 5 år.

Begræns ikke din virksomhed unødigt

For at undgå fremtidig unødig sagsbehandling og forsinkelser ved omlægninger på virksomheden bør du gennemtænke, hvor der i produktionen kan opstå uhensigtsmæssige begrænsninger (flaskehalse) eller senere ønsker. 

Nedenfor er en samling af eksempler på variationer i produktionsforhold, som kan rummes i en miljøgodkendelse, hvis du har sikret, at variationerne er miljømæssigt beskrevet. Når du har beskrevet dit behov, kan myndigheden nemlig foretage en vurdering af det ansøgtes miljøpåvirkning og fastsætte de relevante vilkår. Du skal være opmærksom på, at rummeligheden kan betyde flere egenkontrolvilkår, samt at den planlægte ændring eller udvidelse skal ske inden for de 5 år.

 

 Opdateret 22-02-2017