3.3.3 Særlige sagsbehandlingsregler som følge af servicedirektivet

Servicedirektivet handler om tjenesteydelser i det indre marked og har til formål at skabe en generel retlig ramme for at sikre etableringsfriheden og den frie bevægelighed for tjenesteydelser mellem medlemsstaterne.

Virksomheder, som er omfattet af listepunkt 5.1, 5.2, 5.3, 5.5, 6.5, C 201, D 201, E 203, H 201, J 201 - J 206, J 209, K 201 - 206 eller K 209 - K 218, og som udfører en tjenesteydelse (f.eks. en service- eller en rådgivningsydelse), skal over for modtageren af ydelsen oplyse kontaktoplysninger til den myndighed, der har meddelt miljøgodkendelsen, og som fører tilsyn med virksomheden efter miljøbeskyttelsesloven. Alternativt kan kontaktoplysninger oplyses til Økonomi- og Erhvervsministeriets elektroniske kontaktpunkt (kvikskranke).

Godkendelsesmyndigheden skal på forhånd fastsætte og offentliggøre sine tidsfrister for behandling af ansøgninger om meddelelse af miljøgodkendelse af de virksomheder, som er omfattet af listepunkterne 5.1, 5.2, 5.3, 5.5, 6.5, C 201, D 201, E 203, H 201, J 201 - J 206, J 209, K 201 -206 eller K 209 - K 218, og som udfører en tjenesteydelse. Har du vurderet, at ansøgningsmaterialet er tilstrækkeligt oplyst, og at virksomheden er omfattet af et af de listepunkter, der er beskrevet i godkendelsesbekendtgørelsens kapitel 5, skal du hurtigst muligt kvittere for modtagelse af ansøgningen.

Kvitteringsskrivelsen skal indeholde:

  1. den offentliggjorte frist for behandlingen af den pågældende ansøgning og muligheden for, at fristen kan blive forlænget én gang
  2. oplysning om, at ansøger ikke må påbegynde den godkendelsespligtige aktivitet, før der er truffet afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33, stk. 1, uanset at tidsfrister f.eks. efter godkendelsesbekendtgørelsen § 9, stk. 1, eller en efterfølgende meddelt frist er overskredet.

Selv om ovenstående formkrav alene omfatter de ovennævnte virksomhedskategorier, anbefales det under alle omstændigheder - af hensyn til forventningsafstemning og en hensigtsmæssig arbejdstilrettelæggelse hos de involverede parter - at fremsende en kvitteringsskrivelse snarest muligt efter, at en ansøgning er modtaget og gennemgået.

Senest opdateret d. 17-10-2022