5.14 Registrering og offentliggørelse af data

Som et led i digitalisering af miljøgodkendelses- og tilsynsområdet skal myndigheden i forbindelse med, at den træffer afgørelse om miljøgodkendelse eller om revurdering, afgive visse oplysninger til Miljøstyrelsen.

Derudover stilles der krav om, at godkendelses- eller tilsynsmyndigheden skal offentliggøre visse oplysninger via den digitale platform, Digital Miljøadministration (DMA).

Målet er at skabe en mere effektiv og gennemskuelig sagsbehandling samt administrative lettelser for både virksomheder og myndigheder og en højere grad af genbrug af data og oplysninger.

Registrering af data

Efter godkendelsesbekendtgørelsens § 56, stk. 1 skal godkendelses- eller tilsynsmyndigheden afgive følgende oplysninger til Miljøstyrelsen i forbindelse med en afgørelse om godkendelse eller i forbindelse med en revurdering af en virksomhed omfattet af bilag 1 eller bilag 2:

  1. Angivelse af myndighed.
  2. Navn, adresse, CVR-nummer og P-nummer på virksomheden. 
  3. Dato for afgørelsen.
  4. For virksomheder omfattet af bilag 1 skal godkendelses- eller tilsynsmyndigheden endvidere i forbindelse med en afgørelse om godkendelse eller som følge af revurdering oplyse:

a)  Om der er udarbejdet en basistilstandsrapport, jf. § 15. 

b)  Om der er fastsat en eller flere emissionsgrænseværdier, der er lempeligere end dem, som følger af BAT-konklusioner, jf. § 28.

c) Om der er meddelt dispensation for overholdelse af en eller flere emissionsgrænseværdier med henblik på at afprøve ny teknik, jf. § 32.

Oplysningerne skal afgives med de begrænsninger for videregivelse, der følger af anden lovgivning, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 56, stk. 2, det vil navnlig sige forvaltningslovens regler om videregivelse af oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed og databeskyttelsesreglerne

Processen omkring registrering og offentliggørelse af data omfatter således to led, henholdsvis videregivelse af oplysninger mellem myndigheder og offentliggørelse af oplysninger på DMA. Dels er der tale om videregivelse til Miljøstyrelsen, og dels vil der i størstedelen være tale om, at der sker en offentliggørelse, når data "skubbes" over i DMA. For så vidt angår videregivelse til Miljøstyrelsen skal den i henhold til godkendelsesbekendtgørelsens § 56, stk. 2, ske med de begrænsninger, der følger af anden lovgivning, det vil navnlig sige forvaltningsloven og databeskyttelsesreglerne.

For så vidt angår offentliggørelse af oplysninger, kan disse oplysninger undtages, hvis de vil kunne undtages fra aktindsigt efter miljøoplysningsloven.

Bemærk, at der i videregivelsessituationen efter en isoleret betragtning er tale om en videregivelse til en anden forvaltningsmyndighed, hvorfor det er forvaltningslovens § 28 mv., der er relevant, og ikke forvaltningslovens § 27. Det vil sige, at der vil kunne være tale om, at der sker offentliggørelse af oplysninger, også selvom de måtte være omfattet af forvaltningslovens § 27. Læs mere om offentliggørelse i afsnittene nedenfor.

Indberetning til Miljøstyrelsen om brugerbetaling

Godkendelses- eller tilsynsmyndigheden skal udover oplysningerne, som fremgår af godkendelsesbekendtgørelsens § 56, stk. 1,  oplyse Miljøstyrelsen om brugerbetaling for godkendelse eller revurdering af listevirksomheder omfattet af bilag 1 og 2. Oplysningerne skal afgives efter enten hver godkendelse eller revurdering eller årligt senest den 1. april for godkendelse eller revurdering for det forudgående kalenderår fordelt på de grupper, der fremgår af bilag 3 til bekendtgørelse om miljøtilsyn, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 56, stk. 3.

Godkendelses- eller tilsynsmyndigheden skal afgive de i § 56, stk. 1, nævnte oplysninger til Miljøstyrelsen senest 4 måneder efter, at en afgørelse er truffet. I den forbindelse skal myndigheden vedlægge afgørelsen.

Afgivelse af oplysningerne skal ske ved anvendelse af via den digitale platform, Digital Miljøadministration (DMA), og i det format, som Miljøstyrelsen stiller til rådighed.

Offentliggørelse af miljøgodkendelse m.v.

Godkendelses- eller tilsynsmyndigheden skal offentliggøre de oplysninger, der fremgår af godkendelsesbekendtgørelsens § 56, stk. 1 og stk. 3, og afgørelsen om miljøgodkendelse eller om revurdering. 

Offentliggørelse af oplysningerne, som kræves efter godkendelsesbekendtgørelsens § 58, stk. 1, og af afgørelsen skal ske senest 4 måneder efter, at afgørelsen er truffet.

Offentliggørelse af oplysninger om brugerbetaling skal dog ske senest den 1. april for det forudgående kalenderår, og oplysningerne skal offentliggøres på aggregeret form, jf. § 58, stk. 3.

Godkendelses- eller tilsynsmyndigheden skal offentliggøre, hvis en afgørelse bliver påklaget. Når der efterfølgende er truffet en endelig administrativ afgørelse, skal godkendelses- eller tilsynsmyndigheden endvidere offentliggøre resultatet heraf, jf. § 58, stk. 4.

Offentliggørelsen af oplysninger omfatter ikke de oplysninger om virksomheden, der vil kunne undtages fra aktindsigt efter miljøoplysningsloven. Det følger af godkendelsesbekendtgørelsens § 58, stk. 5.

Hvad skal du være opmærksom på, når du offentliggør data og miljøgodkendelser?

Inden du som myndighed offentliggør oplysninger, skal du hver gang foretage en konkret og individuel vurdering af, om der er oplysninger, som under hensyntagen til databeskyttelsesforordningen eller miljøoplysningsloven ikke skal offentliggøres.

Det følger af god forvaltningsskik, at du som myndighed hører virksomhederne forud for offentliggørelse, hvis der er tvivl om, hvorvidt oplysningerne kan offentliggøres.

Hvordan bruger du miljøoplysningsloven?

Oplysningerne, der skal offentliggøres efter godkendelsesbekendtgørelsens § 56, stk. 1 og stk. 3, betragtes som miljøoplysninger og er derfor omfattet af miljøoplysningsloven.

Miljøoplysningsloven er en lov, som regulerer offentlighedens adgang til aktindsigt i miljøoplysninger. Men miljøoplysningslovens kriterier for, hvornår der skal gives aktindsigt i miljøoplysninger, skal bruges analogt, når du offentliggør virksomhedernes oplysninger.

Offentliggørelse af virksomhedernes oplysninger skal således beskyttes i samme omfang, som hvis der søges aktindsigt efter reglerne om aktindsigt i miljøoplysningsloven, jf. § 58, stk. 5. Miljøoplysningsloven er bygget op således, at den henviser til offentlighedsloven (bemærk at der er tale om den gamle offentlighedslov) og derudover fastsætter nærmere regler på de punkter, hvor adgangen til aktindsigt i miljøoplysninger afviger fra de almindelige regler om aktindsigt i offentlighedsloven og forvaltningsloven. 

Undtagelsesmulighederne efter miljøoplysningsloven svarer i vidt omfang til undtagelsesmulighederne efter offentlighedsloven (både den gamle og den nye), men der er også punkter, hvor de to regelsæt afviger fra hinanden, herunder vedrørende oplysninger om emissioner og oplysninger, som (udelukkende) indgår i offentlig statistik eller videnskabelige undersøgelser. I denne kontekst vil navnlig de særlige regler om emissionsoplysninger kunne være relevante, og de omtales derfor nærmere nedenfor.

I øvrigt kan du læse mere om anvendelsen af miljøoplysningsloven i Vejledning til lov om aktindsigt i miljøoplysninger.

Emissionsoplysninger

Som nævnt afviger adgangen til at give aktindsigt i emissionsoplysninger efter miljøoplysningsloven i forhold til offentlighedsloven, hvilket indebærer, at disse oplysninger i højere grad end andre oplysninger vil skulle offentliggøres i medfør af miljøoplysningsloven.

Efter miljøoplysningsdirektivet og Århuskonventionen er der en særlig vid adgang til aktindsigt i de såkaldte emissionsoplysninger, som udgør miljøoplysninger. Reglerne indeholder imidlertid ingen definition af emissionsoplysninger. Det er klart, at oplysninger om faste, flydende eller luftformige udledninger til miljøet er omfattet. Hertil kommer også udledninger i form af støj og vibrationer. Emissionsoplysninger omfatter således udledninger af enhver art til vand, jord, luft og undergrund. Det har ingen betydning, om emissionerne vurderes at have en skadevirkning for miljøet eller ej.

Den særlige vide adgang til aktindsigt i miljøoplysninger følger af miljøoplysningslovens § 2, stk. 5, hvorefter en række undtagelser fra offentlighedsloven ikke finder anvendelse på bl.a. emissionsoplysninger, hvis det vil stride mod artikel 4, stk. 2, i miljøoplysningsdirektivet.

Det betyder, at bl.a. reglen om beskyttelse af forretningshemmeligheder i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2 ikke gælder for virksomhedernes emissionsoplysninger, hvis det vil stride mod art. 4, stk. 2 i miljøoplysningsdirektivet, jf. miljøoplysningslovens § 2, stk. 5. Miljøoplysningsdirektivet har dog i art. 4, stk. 2 fastsat, at der i meget begrænset omfang kan meddeles afslag på anmodninger om aktindsigt (offentliggørelse) i emissionsoplysninger. Emissionsoplysninger kan således ifølge direktivets art. 4, stk. 2, litra c undtages fra offentliggørelse, hvis en udlevering af emissionsoplysningerne vil kunne afsløre bl.a. ukendte produktionsmetoder, som vil kunne opnå immaterielretlig beskyttelse, såfremt offentliggørelsen vil medføre væsentlig økonomisk skadevirkning for virksomheden.

Du kan læse mere om miljøoplysningsloven og andre undtagelsesmuligheder i Vejledning til lov om aktindsigt i miljøoplysninger.

Databeskyttelsesregler

Offentliggørelse af miljøoplysninger skal ske med respekt for databeskyttelsesforordningen. Databeskyttelsesforordningen gælder for behandling af oplysninger om fysiske personer. Med fysiske personer menes enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person. De personejede virksomheder, som er omfattet af persondataforordningen, kan derfor eksempelvis være enkeltmandsejede virksomheder og interessentskaber i det omfang, interessenterne er fysiske personer.

Du skal huske at orientere virksomheden om, at dens afgørelse vil blive offentliggjort

Som nævnt følger det af god forvaltningsskik, at myndigheden hører virksomhederne forud for offentliggørelse, hvis der er tvivl om, hvorvidt oplysningerne kan offentliggøres, idet myndigheden hver gang skal foretage en konkret og individuel vurdering af, om der er oplysninger, som skal undtages.

Det følger samtidig af godkendelsesbekendtgørelsens § 59, stk. 1, at godkendelsesmyndigheden sender udkastet til afgørelse om miljøgodkendelsen til virksomhedens udtalelse forinden afgørelsens endelige udstedelse. Virksomheden skal her samtidig orienteres om, at afgørelsen vil blive offentliggjort. Hvis en virksomhed gør indsigelse mod selve offentliggørelsen, skal myndigheden i en separat sag tage stilling til indsigelserne forud for en eventuel offentliggørelse. Myndigheden skal i sådan et tilfælde træffe afgørelse om, hvorvidt den giver virksomheden medhold i, at oplysningerne ikke kan offentliggøres. Virksomheden vil have partsstatus i sagen, og myndigheden skal vejlede virksomheden om dens klagemuligheder.

Den endelige vurdering af, om oplysningerne kan offentliggøres, foretages af myndigheden.

Du kan læse mere om offentliggørelse af oplysninger i Miljøstyrelsens digitale tilsynsvejledning og Vejledning til lov om aktindsigt i miljøoplysninger.

Retsgrundlag:

Af miljøbeskyttelsesloven fremgår:

§ 73stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om, at kommunalbestyrelserne skal indsende indberetninger om deres kortlægnings- og tilsynsvirksomhed, herunder om resultaterne af målinger og undersøgelser.

§ 79 b. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at der skal ske anvendelse af digital kommunikation, herunder bestemte it-systemer, særlige digitale formater, digital signatur el.lign., ved

1) anmeldelse og ansøgning i henhold til regler udstedt i medfør af § 7,

2) ansøgning om tilladelse efter § 19,

3) ansøgning om tilladelse efter § 28,

4) ansøgning om godkendelse efter § 33 og fremsendelse af oplysninger til brug for revurdering af godkendelse, jf. §§ 41 a og 41 b,

5) afgørelser truffet i medfør af § 19 og kapitel 4, 5, 9 og 9 a samt regler udstedt i medfør heraf og i medfør af § 7,

6) ansøgning og afgørelse om dispensation efter § 15 c, stk. 1,

7) indsendelse af dokumentation for overholdelse af kravene om registrering i § 15 b, stk. 1, nr. 4, og stk. 2, nr. 5,

8) sager omfattet af § 110 c, stk. 1, og § 110 d, stk. 1,

9) ansøgning og afgørelse om autorisation og om tilbagekaldelse af en sådan autorisation i henhold til regler udstedt i medfør af § 17, stk. 3,

10) ansøgning og afgørelse om godkendelse som indsamlingsvirksomhed og om tilbagekaldelse af sådan godkendelse i henhold til regler udstedt i medfør af § 44, stk. 4, nr. 1, og stk. 5,

11) indberetning m.v. til myndigheder i medfør af § 19, kapitel 4, 5, 6, 9 og 9 a og § 79 d samt regler udstedt i medfør heraf og truffet afgørelser i medfør af disse regler samt regler udstedt i medfør af §§ 7 og 7 a og § 17, stk. 3,

12) tilmelding og indberetning til Affaldsregistret i henhold til regler udstedt i medfør af § 45 d, stk. 2,

13) sagkyndiges indberetning i henhold til regler udstedt i medfør af § 7 a til myndigheder og til private organisationer, som udøver nærmere fastlagte beføjelser i henhold til regler udstedt i medfør af § 7 a, stk. 4,

14) tilsynsmyndigheders udøvelse af tilsynsvirksomhed, herunder resultater af tilsynsmyndigheders udøvelse af tilsynsvirksomhed,

15) kommunalbestyrelsens indsendelse af indberetning om deres kortlægnings- og tilsynsvirksomhed i henhold til regler udstedt i medfør af § 73, stk. 3, herunder om resultaterne af målinger og undersøgelser,

16) klage over afgørelser som nævnt i nr. 5 og

17) kommunikation med myndigheder i forbindelse med de forhold, som er nævnt i nr. 1-16.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at myndigheden kan udstede afgørelser og andre dokumenter i forbindelse med forhold, som er nævnt i stk. 1, uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at dokumenter, der udelukkende er udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af myndigheden som afsender.

Stk. 4. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte regler om, hvilken myndighed der er ansvarlig for de oplysninger, som er omfattet af stk. 1.

§ 79 c. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse og offentlig annoncering, herunder udelukkende digitalt, af

1) lister over visse affaldsforbrændingsanlæg og rapporter om driften og overvågningen af disse anlæg og

2) oplysninger om sikkerhedsforanstaltninger for virksomheder, anlæg eller indretninger, som er omfattet af godkendelsespligten i § 33, herunder oplysninger, der indgår i sikkerhedsdokumentationen for sådanne virksomheder.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse, herunder udelukkende digitalt, af de i § 79 b, stk. 1, nævnte oplysninger. Oplysningerne kan vedrøre strafbare forhold på lovens område og kan være med navns nævnelse.

Af miljøoplysningsloven fremgår:

§ 2.  Enhver har under de betingelser og med de undtagelser, der følger af lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven, ret til at blive gjort bekendt med miljøoplysninger, jf. dog stk. 2-6 og § 3.

Stk. 2. Ret til aktindsigt efter denne lov begrænses ikke af særlige bestemmelser om aktindsigt i anden lovgivning. Dette gælder dog ikke bestemmelser fastsat til gennemførelse af Fællesskabsretlige forpligtelser.

Stk. 3. I sager om aktindsigt i miljøoplysninger, der er omfattet af bestemmelserne i §§ 2, 7 og 10, § 12, stk. 1, og § 13, stk. 1, i lov om offentlighed i forvaltningen eller i § 12, stk. 1, § 14, stk. 1, og § 15, stk. 1, i forvaltningsloven, skal vedkommende myndighed foretage en konkret afvejning af offentlighedens interesser, der varetages ved udlevering af miljøoplysningerne, over for de interesser, der varetages ved at afslå udlevering. Bestemmelserne i §§ 2, 7 og 10, § 12, stk. 1, og § 13, stk. 1, i lov om offentlighed i forvaltningen eller i § 12, stk. 1, § 14, stk. 1, og § 15, stk. 1, i forvaltningsloven skal anvendes restriktivt under hensyntagen til samfundets interesse i, at oplysningerne offentliggøres i det konkrete tilfælde. Bestemmelserne i 1. og 2. pkt. gælder ikke for sager omfattet af § 2, stk. 1, 1. pkt., i lov om offentlighed i forvaltningen, som behandles af politiet og anklagemyndigheden.

Stk. 4. § 10, stk. 1, nr. 5, i lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for miljøoplysninger, jf. dog § 4 a.

Stk. 5. Bestemmelsen i § 10, nr. 1-4, § 12, stk. 1, og § 13, stk. 1, nr. 6, i lov om offentlighed i forvaltningen eller § 12, stk. 1, i forvaltningsloven finder ikke anvendelse på oplysninger om emissioner til miljøet, i det omfang afslag på aktindsigt vil stride imod bestemmelserne i artikel 4, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger og om ophævelse af Rådets direktiv 90/313/EØF.

Stk. 6. Bestemmelserne i § 13, stk. 1, nr. 4-6, i lov om offentlighed i forvaltningen eller § 15, stk. 1, nr. 4 og 5, i forvaltningsloven finder ikke anvendelse på miljøoplysninger, i det omfang afslag på aktindsigt vil stride imod bestemmelserne i artikel 4, stk. 2, i det i stk. 5 nævnte direktiv.

NB: Henvisninger i miljøoplysningsloven til bestemmelser i lov om offentlighed i forvaltningen skal forstås som henvisninger til de pågældende bestemmelser i lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen med senere ændringer. Henvisninger i miljøoplysningsloven til bestemmelser i forvaltningsloven skal forstås som henvisninger til de pågældende bestemmelser i lovbekendtgørelse nr. 988 af 9. oktober 2012. Dette følger af miljøoplysningslovens § 6, stk. 2.

Af godkendelsesbekendtgørelsen fremgår:

§ 56. Godkendelses- eller tilsynsmyndigheden afgiver følgende oplysninger til Miljøstyrelsen i forbindelse med en afgørelse om godkendelse eller om revurdering af en virksomhed omfattet af bilag 1 eller bilag 2:

1) Angivelse af myndighed.

2) Navn, adresse, CVR-nummer og P-nummer på virksomheden.

3) Dato for afgørelsen.

4) For virksomheder omfattet af bilag 1 skal godkendelses- eller tilsynsmyndigheden endvidere i forbindelse med en afgørelse om godkendelse eller om revurdering oplyse

a) om der er udarbejdet en basistilstandsrapport, jf. § 15,

b) om der er fastsat en eller flere emissionsgrænseværdier, der er lempeligere end dem, som følger af BAT-konklusioner, jf. § 28,

c) om der er fastsat en eller flere emissionsgrænseværdier, der er lempeligere end dem, som følger af BAT-konklusioner, der er indarbejdet som standardvilkår, jf. § 32,

d) om der er meddelt dispensation for overholdelse af en eller flere emissionsgrænseværdier med henblik på at afprøve ny teknik, jf. §§ 30 eller 34,

e) om der er fastsat en eller flere emissionsgrænseværdier, der er strengere end dem, der følger af BAT-konklusioner, jf. § 29, eller

f) om der er fastsat en eller flere emissionsgrænseværdier, der er strengere end dem, som følger af BAT-konklusioner, der er indarbejdet som standardvilkår, jf. § 33.

Stk. 2. Oplysningerne efter stk. 1 skal afgives med de begrænsninger for videregivelse, der følger af anden lovgivning.

Stk. 3. Godkendelses- eller tilsynsmyndigheden skal endvidere til Miljøstyrelsen oplyse om brugerbetaling for godkendelse eller revurdering af virksomheder omfattet af bilag 1 eller 2, efter enten hver godkendelse eller revurdering, eller årligt senest den 1. april for godkendelse eller revurdering for det forudgående kalenderår, fordelt på de grupper, som fremgår af bilag 3 til bekendtgørelse om miljøtilsyn.

§ 57. Godkendelses- eller tilsynsmyndigheden afgiver de i § 56, stk. 1, nævnte oplysninger til Miljøstyrelsen senest 4 måneder efter, at en afgørelse om godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33 eller en afgørelse om revurdering efter §§ 41 a og 41 b er truffet. Afgørelsen vedlægges.

Stk. 2. Afgivelsen af de i § 56, stk. 1 og 3, nævnte oplysninger skal ske ved anvendelse af den digitale løsning og i det format, som Miljøstyrelsen stiller til rådighed.

§ 58. Godkendelses- eller tilsynsmyndigheden offentliggør de oplysninger, der fremgår af § 56, stk. 1 og 3, og afgørelsen om godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33 eller afgørelsen om revurdering efter §§ 41 a og 41 b, jf. § 57, stk. 1.

Stk. 2. Offentliggørelse af de i § 56, stk. 1, nævnte oplysninger og afgørelsen om godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33 eller afgørelsen om revurdering efter §§ 41 a og 41 b skal ske senest 4 måneder efter, at afgørelsen er truffet.

Stk. 3. Offentliggørelse af de i § 56, stk. 3, nævnte oplysninger skal ske senest den 1. april for det forudgående kalenderår. Oplysningerne skal offentliggøres på aggregeret form.

Stk. 4. Godkendelses- eller tilsynsmyndigheden offentliggør, hvis en afgørelse om godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33 eller afgørelse om revurdering efter §§ 41 a og 41 b er påklaget. Når der efterfølgende er truffet en endelig administrativ afgørelse, offentliggør godkendelses- eller tilsynsmyndigheden resultatet heraf.

Stk. 5. Offentliggørelse sker med undtagelse af de oplysninger, der vil kunne undtages fra aktindsigt efter reglerne i lov om aktindsigt i miljøoplysninger.

Stk. 6. Offentliggørelse, jf. stk. 1-4, skal ske ved anvendelse af den digitale løsning og i det format, som Miljøstyrelsen stiller til rådighed.

Opdateret d. 20-10-2022