5.12.1.3 Udarbejdelse af basistilstandsrapport 2

Hvis myndigheden træffer afgørelse om, at der skal udarbejdes en egentlig basistilstandsrapport, skal bekendtgørelsens bilag 7 bruges, hvori der er beskrevet to hovedfaser i udarbejdelsen af selve basistilstandsrapporten. Disse faser er mere uddybende beskrevet i EU Kommissionens vejledning.

Den første fase handler om, hvordan virksomhedens areal er anvendt historisk. Den første fase skaber et grundlag for at afgrænse de områder, hvor der skal gennemføres fysiske undersøgelser eller på anden vis fremlægges nyere resultater af jord og grundvandsundersøgelser.

Den første fase svarer til trin 4 i EU-kommissionens vejledning om basistilstandsrapport.

4: I denne fase afklares og afgrænses de mulige kildeområder til forurening af jord og grundvand med de relevante farlige stoffer, der tidligere er udpeget til at skulle omfattes af basistilstandsrapporten.

  • Dette omfatter en målrettet historisk redegørelse, der afdækker tidligere brug af de relevante farlige stoffer og eventuelt hvorledes og hvor dette har foregået. Der kan inddrages tidligere moniteringsdata, og der kan inddrages viden om tidligere uheld.
  • De områder, som er relevante for basistilstandsrapporten, er de områder, hvor den nuværende og den fremtidige bilag 1 aktivitet foregår eller er planlagt til at foregå, samt de teknisk og forureningsmæssigt forbundne aktiviteter.

Den anden fase er gennemførelse af fysiske undersøgelser på anlægsområdet og udarbejdelse af basistilstandsrapporten. Denne fase svarer til trin 5 til 8 i EU-kommissionens vejledning om basistilstandsrapport. En konceptuel model for anlægsområdet udarbejdes for at beskrive potentielle spredningsveje mv. (trin 5-6). Den konceptuelle model bruges som grundlag for at gennemføre tekniske undersøgelser af anlægsområdet (trin 7).

5: De overordnede geologiske og hydrogeologiske forhold på anlægsområdet beskrives, samt andre forhold der har betydning for spredning af stofferne i jord og grundvand.

6: Der skal herefter udarbejdes en konceptuel model, der repræsenterer eksisterende forurening og de mulige fremtidige forureningskilder. Der bruges eksisterende og tilgængelige informationer, der er indhentet på de beskrevne trin 1-5.

  • Hvis der allerede foreligger tidligere undersøgelser, der kan redegøre fyldestgørende for basistilstanden med hensyn til kvantificerede niveauer af jord- og grundvandsforurening med de relevante farlige stoffer, er yderligere fornyede tekniske undersøgelser ikke nødvendige og basistilstandsrapporten kan færdiggøres, se pkt. 8 nedenfor.

7: Undersøgelse af anlægsområdet skal gennemføres, hvis der ikke er tilstrækkeligt fyldestgørende oplysninger. Undersøgelser kan være relevante både ved en ny godkendelse , ved en godkendelsespligtig udvidelse eller ændring og ved en revurdering.

  • Prøvetagningsstrategien skal planlægges, således at forudsætninger i den konceptuelle model i trin 6 kan bekræftes og danne grundlag for fastlæggelse af basistilstanden.
  • Forslag til prøvetagningsstrategi bør afklares med myndigheden, således at der sigtes mod det rette detaljeringsniveau. 

8. Basistilstandsrapporten udarbejdes herefter og består i en opsummering af alle oplysninger, der er indhentet i alle de foregående trin. Rapporten er dokumentationsgrundlaget for den sammenlignende rapport, der skal udarbejdes i forbindelse med driftsophør.

  • Omfanget og detaljeringsgraden af rapporten vil afhænge af den enkelte virksomheds produktion, drift, indretning og den geografiske beliggenhed. 

Du kan læse mere om basistilstandsrapporter i EU-Kommissionens vejledning om basistilstandsrapport.

Senest opdateret den 20-10-2022