1.6.2 Andre tilladelser

Du skal være opmærksom på, at der udover miljøgodkendelse og byggetilladelse kan være andre tilladelser, der skal indhentes. Udleder virksomheden spildevand direkte til recipient, indgår udledningstilladelsen i miljøgodkendelsen.

Nogle afgørelser skal være meddelt, før miljøgodkendelsen kan meddeles. Det gælder f.eks. screeningsafgørelser samt miljøvurdering og tilladelse efter miljøvurderingsloven, nødvendige dispensationer fra lokalplaner og udstedelse af nyt plangrundlag samt landzonetilladelser.

Andre ansøgninger kan sagsbehandles og afsluttes sideløbende med miljøgodkendelsessagen, det kan f.eks. dreje sig om tilslutningstilladelser til kloak, dispensation fra museumsloven og fra naturbeskyttelsesloven.

Det er virksomhedens ansvar at indhente de nødvendige afgørelser. Dog er det kommunens ansvar at forholde sig til det fysiske plangrundlag ved modtagelsen af en ansøgning om miljøgodkendelse, og det er godkendelsesmyndighedens ansvar at sikre sig, at plangrundlaget, jf. ovenfor, er på plads, inden miljøgodkendelsen meddeles. Byggetilladelse kan først meddeles, når kommunen har sikret sig, at byggearbejdet ikke er i strid med anden lovgivning.

Vær opmærksom på de særlige regler om bygherrens pligter i museumsloven, der gælder, hvis der findes spor af fortidsminder i forbindelse med jordarbejder.

 

Senest opdateret d. 11-09-2017