5.8.7 Juridisk binding af de forskellige dele af en BAT-konklusion

Den enkelte BAT-konklusion består af flere delelementer. Alle konklusioner skal tages i betragtning og bruges som grundlag for vurderingen og fastsættelsen af vilkår til virksomheden. En særskilt del af nogle konklusioner, de såkaldte BAT relaterede emissionsniveauer (BAT-AEL), er juridisk bindende. 

I nedenstående gennemgås den overordnede struktur, som langt de fleste enkelte BAT-konklusioner er bygget op omkring.

Miljøformålet

Den første - og faste - del af enhver BAT-konklusion beskriver altid miljømålet, der søges opnået. I nedenstående eksempel er miljømålet at reducere støvemissioner. Det fremgår, at det er BAT at rense røggasser med et filter. Miljømålet skal lægges til grund for myndighedens fastsættelse af krav til virksomheden.

”For at reducere støvemissioner fra røggasser ved afkølings- og formalingsaktiviteter er det BAT at anvende tør røggasrensning med et filter.”

Liste over BAT-teknikker

Den næste del af de fleste BAT-konklusioner består af en liste over BAT-teknikker, der har vist sig at kunne leve op til BAT og dermed til at opfylde miljøformålet i indledningen til BAT-konklusionen. Listen er ikke udtømmende, og listen foreskriver heller ikke, at virksomheden skal bruge en af teknikkerne. Hvis virksomheden ønsker at bruge en anden teknik, skal virksomheden dog gøre rede for, at der med denne teknik kan opnås den samme miljøperformance, som i eksemplet er et mål for støvemissionen.

 

Teknik

Anvendelsesområde

a

Elektrostatiske præcipitator (ESP)

Kan anvendes generelt til klinkerkølere og cementmøller

b

Tekstilfilter

Kan anvendes generelt til klinkerkølere og møller

c

Hybridfilter

Kan anvendes til klinkerkølere og cementmøller

BAT-relaterede emissionsværdier 

Nogle gange, men ikke altid, er der en sidste del af en BAT-konklusion, der indeholder BAT-relaterede emissionsniveauer (BAT-AEL-værdier). BAT-AEL (Engelsk: BAT- associated emission levels, Dansk: emissionsniveauer, som er forbundet med BAT). Emissioner kan være udledninger af røg gennem en skorsten, eller en spildevandsudledning

Disse værdier er juridisk bindende, og myndigheden skal for hver BAT-AEL fastsætte en tilsvarende emissionsgrænseværdi i miljøgodkendelsen, og disse emissionsgrænseværdier skal ligge inden for det BAT-relaterede emissionsniveau.

En virksomhed kan dog søge om at få fastsat en højere emissionsgrænse, end hvad BAT foreskriver. For at opnå en sådan fravigelse skal der være opfyldt særlige betingelser, og der skal udarbejdes en teknisk-økonomisk redegørelse.

Læs mere om fravigelser her. 

”BAT-relaterede emissionsværdier (BAT-AEL-værdier)

BAT-AEL-værdierne for støvemissioner fra røggasserne ved afkøling og formaling er <10-20 mg/Nm3 som døgngennemsnit eller i gennemsnit i prøveudtagningsperioden (stikprøvemålinger i mindst en halv time). Når der anvendes tekstilfiltre eller nye eller moderniserede ESP'er, opnås der lavere værdier.”

Andre BAT-værdier udover de bindende BAT-relaterede emissionsværdier

Andre gange er der en sidste del af en BAT-konklusion, der indeholder værdier for andre miljøeffekter end for emissioner til omgivelserne, eksempelvis for: vandforbrug, energiforbrug eller virkningsgrad for fyringsanlæg. Disse benævnes ikke BAT-AEL, men med en række andre benævnelser. Disse er ikke juridisk bindende, men de skal også bruges som grundlag for vilkårsfastsættelsen for virksomheden, da det er med til at sikre, at det overordnede miljøbeskyttelseshensyn eller miljømål, der er tilstræbt med den pågældende BAT-konklusion, opfyldes.

Den samlede konklusion i eksemplet (fra BAT-konklusion om cement, kalk og magnesiumoxid industrien):

For at reducere støvemissioner fra røggasser ved afkølings- og formalingsaktiviteter er det BAT at anvende tør røggasrensning med et filter.

 

Teknik

Anvendelsesområde

a

Elektrostatiske præcipitatorer (ESP'er)

Kan anvendes generelt til klinkerkølere og cementmøller

b

Tekstilfiltre

Kan anvendes generelt til klinkerkølere og møller

c

Hybridfiltre

Kan anvendes til klinkerkølere og cementmøller

BAT-relaterede emissionsværdier (BAT-AEL-værdier)

BAT-AEL-værdierne for støvemissioner fra røggasserne ved afkøling og formaling er <10-20 mg/Nm3 som døgngennemsnit eller i gennemsnit i prøveudtagningsperioden (stikprøvemålinger i mindst en halv time). Når der anvendes tekstilfiltre eller nye eller moderniserede ESP'er, opnås der lavere værdier.

Ny side d. 22-12-2016