5.12.11 Hændelser og uheld

Vilkår om supplerende foranstaltninger i tilfælde af hændelser og uheld

Det gælder i medfør af godkendelsesbekendtgørelsens § 53, at godkendelsesmyndigheden i tilfælde af hændelser eller uheld, som mærkbart berører miljøet, skal vurdere, om virksomhedens vilkår bør ændres. Godkendelsesmyndigheden skal i disse tilfælde evt. stille vilkår om supplerende foranstaltninger til virksomheden, hvis det er nødvendigt for at begrænse konsekvenserne for miljøet og hindre eventuelle yderligere hændelser eller uheld. 

Reglen er indsat med henblik på at sikre, at driftslederen træffer alle de relevante foranstaltninger, som godkendelsesmyndigheden finder nødvendige for at begrænse konsekvenserne af miljøforureningen, men også for at forebygge yderligere uheld fremadrettet. Med reglen sikres således, at alle foranstaltninger, også fremadrettet efter der er sket et uheld, iværksættes, så man kan undgå eventuelle yderligere hændelser og uheld.

Reglen gælder kun ved hændelser og uheld, der mærkbart berører miljøet. Det vil sige, at du skal vurdere om hændelsen eller uheldet mærkbart berører miljøet på baggrund af en samlet vurdering af på den ene side forureningens omfang og karakter og på den anden side omgivelsernes beskaffenhed. Reglens anvendelsesområde er således begrænset til alene de situationer, hvor der er sket en hændelse eller et uheld, som påvirker miljøet betydeligt, og som har en skadevirkning på miljøet.

Godkendelsesmyndigheden har ikke pligt til i alle tilfælde af hændelser eller uheld at stille krav om supplerende foranstaltninger. Det er op til godkendelsesmyndighedens konkrete vurdering, om der i det enkelte tilfælde er behov herfor.

Godkendelsesbekendtgørelsens § 53 bryder retsbeskyttelsen for så vidt angår de vilkår, der er behov for at ændre grundet hændelsen eller uheldet. Bestemmelsen gælder alene for bilag 1 virksomheder og er indført med baggrund i IE-direktivets art.7, litra c.

Godkendelsesbekendtgørelsens regler i § 51 om offentlighedens adgang til at udtale sig om myndighedens udkast til afgørelse og bekendtgørelsens regler i § 52 om offentlighedsproceduren finder ikke anvendelse.

Miljøbeskyttelseslovens § 71, stk. 2.

Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 71, stk. 2, at virksomheden i tilfælde af væsentlig forurening straks skal forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer mv. eller afværge den overhængende fare for forurening. Der følger således en umiddelbar pligt for virksomheden til at forhindre yderligere forurening eller en overhængende fare herfor. Denne pligt er dog begrænset til, hvad der øjeblikkeligt er påkrævet og samtidig umiddelbart praktisk muligt i forhold til at afværge faren eller forhindre yderligere forurening.

Godkendelsesbekendtgørelsens § 53 supplerer således miljøbeskyttelseslovens § 71, stk. 2. § 53 går således skridtet videre og kræver, at der fra myndighedens side også tages stilling til, om der skal stilles krav om supplerende foranstaltninger, som fremadrettet kan forhindre yderligere hændelser og uheld.

Retsgrundlag

Af miljøbeskyttelsesloven fremgår:

§ 71. Den, som er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning til forurening, skal i tilfælde af væsentlig forurening eller overhængende fare for væsentlig forurening straks underrette tilsynsmyndigheden om alle relevante aspekter af situationen. Dette gælder også i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.

Stk. 2. Den, som er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning til forurening, skal i tilfælde af væsentlig forurening eller overhængende fare for væsentlig forurening straks forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v. eller afværge den overhængende fare for forurening.

Af godkendelsesbekendtgørelsen fremgår:

§ 53. I tilfælde af hændelser og uheld, der mærkbart berører miljøet, og hvis godkendelsen vedrører bilag 1-virksomheder, skal godkendelsesmyndigheden vurdere, om virksomhedens vilkår skal ændres, og eventuelt stille vilkår om supplerende foranstaltninger til virksomheden, som godkendelsesmyndigheden finder nødvendige for at begrænse konsekvenserne for miljøet og hindre eventuelle yderligere hændelser og uheld.

Stk. 2. Bekendtgørelsens §§ 51 og 52 finder ikke anvendelse ved fastsættelse af vilkår efter stk. 1.

Senest opdateret den 20-10-2022