5.12.3 Koordinering af § 33 og § 19

I kapitel 5 i miljøbeskyttelsesloven - § 34, stk. 4 - er der taget stilling til, at tilladelse til direkte udledning af spildevand fra en virksomhed omfattet af kapitel 5 behandles samtidig med godkendelsessagen og indgår i godkendelsen. Men der er ikke taget stilling til, hvordan man skal forholde sig ved tilladelser efter § 19 i miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 til nedgravning m.v. af forurenende stoffer eller beholdere på virksomheder, der reguleres efter § 33.

Kommunalbestyrelsen har altid kompetencen i forhold til § 19, og problemstillingen er derfor tydeligst i de situationer, hvor Miljøstyrelsen er godkendelsesmyndighed. Her afhænger det af en fortolkning, hvilket regelsæt der skal anvendes.

En virksomhed kan være godkendelsespligtig som helhed, selvom der findes delaktiviteter, der isoleret set ikke er omfattet af bilagene til godkendelsesbekendtgørelsen. Det kan være nedgravede tanke, overjordiske tanke, rørføringer eller lignende.

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærker i afgørelserne NMK-10-00087 og NMK-10-00308 at” når et projekt er omfattet af et punkt på godkendelsesbekendtgørelsens lister, skal projektet godkendes efter de regler, der gælder for godkendelsespligtige virksomheder, anlæg eller indretninger, jf. § 33”. Essensen er, at et sådant projekt ikke kan tillades efter miljøbeskyttelseslovens § 19.

I NMK-10-00081 og NMK-10-00373 om genanvendelse af forurenet jord til anlæg af en vej udtaler nævnet: ”Hvis et projekt er godkendelsespligtigt efter miljøbeskyttelseslovens § 33, kan der ikke meddeles tilladelse til projektet i medfør af § 19. Det må derfor afgøres, om byggeriet ved [adresse 1] er godkendelsespligtigt efter § 33.”

For listevirksomheder omfatter godkendelsespligten nedgravede tanke, overjordiske tanke, rørføringer eller lignende, hvis de er direkte forbundet med listeaktiviteterne, er placeret på samme anlægsområde, er teknisk knyttet til listeaktiviteterne og kan påvirke emissionerne og forureningen fra disse. Det følger af anlægsdefinitionen jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 2, nr. 1, og af godkendelsespligtens omfang jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 1 og 3. Dette er desuden i overensstemmelse med IE-direktivet for så vidt angår bilag 1-virksomheder. En retningslinje kan derfor være, at der tages stilling til, om den pågældende aktivitet er teknisk og forureningsmæssigt forbundet med den øvrige godkendelsespligtige virksomhed. I så fald bruges kapitel 5. 

§ 19 giver alene hjemmel til at fastsætte vilkår, der har til formål at beskytte grundvand, jord og undergrund. Miljø- og Fødevareklagenævnet har taget stilling til dette i afgørelserne NMK-10-00081, NMK-10-00373 og NMK-10-00073 (udlægning af signalnet og afslutning med fast belægning hhv. ren jord) og NMK-10-00547 (lugt og støv). En anden retningslinje kan derfor være, om aktiviteten indebærer behov for at sætte vilkår ud over det, der kan hjemles i § 19. Det kommer an på en konkret vurdering, hvor kapitel 5 stopper, og hvor § 19 begynder.

Tanke og rørføringer mv. på risikovirksomheder, som indeholder eller kan indeholde risikostoffer, er en del af risikoanlægget og dermed omfattet af risikoreglerne. Jf. risikobekendtgørelsens  § 10, stk. 9 indgår miljømyndighedens afgørelse efter risikoreglerne i virksomhedens miljøgodkendelse. En afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 kan ikke træde i stedet for denne regulering, da bestemmelsen ikke indeholder hjemmel til at håndtere de særlige problemstillinger, der er knyttet til risikoaktiviteter. Læs mere om risikovirksomheder i opslaget Om risikovirksomheder

Hvis der fortsat er tvivl om, hvilken hjemmel en afgørelse skal meddeles efter, kan det tale for at anvende § 33. Denne hjemmel medfører en bedre sikkerhed for ansøgeren, da den indebærer en retsbeskyttelsesperiode i forhold til en eventuel ændring af afgørelsen.

Sådan gør du som virksomhed

Det er myndighedens opgave at tage stilling til, om den er rette myndighed. Hvis myndigheden (f.eks. kommunen) ikke er rette myndighed, har myndigheden pligt til at videresende sagen til rette myndighed. Det er ikke virksomhedens ansvar at forsøge at få overblik over, hvem der er myndighed i en kompliceret situation som denne.

Retsgrundlag

Af miljøbeskyttelsesloven fremgår:

§ 19. Stoffer, produkter og materialer, der kan forurene grundvand, jord og undergrund, må ikke uden tilladelse

  1. nedgraves i jorden,
  2. udledes eller oplægges på jorden eller
  3. afledes til undergrunden.

Stk. 2. Beholdere med de stoffer, produkter og materialer, der er nævnt i stk. 1, må heller ikke uden tilladelse være nedgravet i jorden.

§ 33. Virksomheder, anlæg eller indretninger, der er optaget på den i § 35 nævnte liste (listevirksomhed), må ikke anlægges eller påbegyndes, før der er meddelt godkendelse heraf. Listevirksomhed må heller ikke udvides eller ændres bygningsmæssigt eller driftsmæssigt, herunder med hensyn til affaldsfrembringelsen, på en måde, som indebærer forøget forurening, før udvidelsen eller ændringen er godkendt.

Senest opdateret d. 20-10-2022