5.8.1 BAT i godkendelsessager

Bilag 1-virksomheder

Et af oplysningskravene til ansøgning om miljøgodkendelse er, at du skal redegøre for, at det ansøgte lever op til BAT. Du skal som virksomhed bruge vedtagne BAT-konklusioner som grundlag for redegørelsen om BAT. Du skal her bruge alle relevante BAT-konklusioner, dvs. du skal forholde dig til BAT-konklusionerne, der vedrører din virksomheds hovedlistepunkt, men også til BAT-konklusioner, der dækker andre aktiviteter på din virksomhed.

Du kan med fordel benytte de BAT-tjeklister, der findes for din branche. Når du udfylder BAT-tjeklisten fyldestgørende, vil det som oftest udgøre besvarelsen af oplysningskravet om redegørelse for BAT.

Vær opmærksom på, at dele af BAT-konklusionerne er bindende for din virksomhed og kan kun fraviges under særlige omstændigheder. De fleste emissionsgrænser eller emissionsintervaller af forurenende stoffer, der udledes til luften eller til vandmiljøet, har en bindende karakter. I BAT-konklusioner benævnes disse værdier som en BAT-AEL og fremgår gerne i en særskilt tabel.

Det resterende indhold i BAT-konklusionerne skal også bruges som grundlag, når du redegør for BAT. Din myndighed skal herefter fastsætte de nødvendige krav i miljøgodkendelsen, således at BAT-kravet opfyldes. 

Myndighed

Relevante BAT-konklusioner skal bruges som grundlag både i forbindelse med afgørelser om miljøgodkendelse og ved revurdering af bilag 1-virksomheder.

Vær opmærksom på, at den juridiske binding af indholdet i en BAT-konklusion, er ikke er den samme for alle konklusioner.  De fleste BAT associerede emissionsniveauer af forurenende stoffer, der udledes til luften eller til vandmiljøet, har en bindende karakter i BAT-konklusionen. Det betyder, at højere emissionsgrænser, end hvad der er anført i BAT-konklusionen, kun kan fastsættes under særlige omstændigheder ved en særskilt afgørelse.  I BAT-konklusioner benævnes disse værdier som en BAT-AEL og fremgår gerne i en særskilt tabel. Og de er markeret med rødt i BAT tjeklisten.

Fastsættelse af emissionsgrænseværdi

De opnåelige emissionsniveauer (BAT-AEL) angives ofte som et interval i en BAT-konklusion.

Eksempelvis: < 5 – 20 mg støv pr. Nm3. Det betyder, at en grænseværdi skal ligge mellem  < 5 og 20.  Der kan være yderligere indikationer og hjælp i fodnoter og anden supplerende information i BAT-konklusionen til at uddybe, hvornår den høje ende eller lave ende af intervallet er anvendelig.

Virksomheden kan selv vælge, hvilke teknikker der ønskes brugt til at opfylde kravet om BAT, herunder hvordan emissionsgrænseværdier overholdes. Virksomheden skal redegøre for valget, og hvad der kan opnås i forhold til begrænsning af emissioner. Myndigheden fastsætter en emissionsgrænseværdi på baggrund af en samlet vurdering.

Det er ikke sådan, at nye virksomheder og anlæg automatisk skal have den laveste BAT-AEL i intervallet, og eksisterende virksomheder den højeste. Der skal hver gang gennemføres en vurdering af BAT og den aktuelle virksomhed.

Vær opmærksom på, at du skal bruge alle relevante BAT-konklusioner. Du skal altså ikke kun forholde dig til BAT-konklusionen, der vedrører virksomhedens hovedlistepunkt, men også til BAT-konklusioner i andre BREF-dokumenter, der dækker andre aktiviteter på virksomheden. BREF dokumenterne, der følger de enkelte BAT-konklusioner, indeholder baggrundsviden, der kan være nyttig at orientere sig i.

BAT-tjeklister

Virksomheden bør benytte Miljøstyrelsens BAT-tjeklister, der udarbejdes for hver af de for Danmark relevante sæt BAT-konklusioner. Dette bør du orientere virksomheden om. Når virksomheden udfylder BAT-tjeklisten, vil dette sammen med eventuel dokumentation som oftest være fyldestgørende som besvarelse af redegørelseskravet om BAT. Hvis virksomheden ikke er dækket af en BAT-tjekliste eller har aktiviteter, som ikke umiddelbart er dækket, kan du bede om yderligere oplysninger. Du skal også bede om yderligere oplysninger, hvis virksomheden ikke umiddelbart kan leve op til en eller flere af de enkelte BAT-konklusioner. Hvis virksomheden ønsker at fravige et ellers bindende BAT-emissionsniveau vil det kræve yderligere begrundelse, som du må bede om særskilt.  

For bilag 1-virksomheder, der er omfattet af standardvilkår, skal du sikre dig, at nogle standardvilkår eventuelt skal skærpes, hvis de er mere lempelige end BAT-konklusionen eller konklusionerne i et BAT-referencedokument. Dette følger af § 26 i godkendelsesbekendtgørelsen. 

Standardvilkårene for en række affaldsbehandlingsanlæg omfattet af listepunkt 5 på bilag 1 til godkendelsesbekendtgørelsen udgår i løbet af efteråret 2019. Du skal derfor fremadrettet, som beskrevet ovenfor, alene anvende relevante BAT-konklusioner i forbindelse med sagsbehandling af ansøgninger om affaldsbehandlingsanlæg.

Miljøstyrelsen vil udarbejde en række spørgsmål / svar om BAT for affaldsbehandlingsanlæg, hvor du kan finde hjælp til udmøntning af BAT-konklusionerne for affaldsbehandling i godkendelser og revurderinger.

Du kan finde spørgsmål/svarene her 

Det skal fremgå af afgørelsen, hvordan BAT-konklusioner er taget i betragtning og brugt som grundlag for udformning af vilkår i afgørelsen. Begrundelse for afvigelser fra de bindende BAT-emissionsintervaller skal altid inkluderes i afgørelsen.

Retsgrundlag

Godkendelsesbekendtgørelsens kapitel 11

Spildevandsbekendtgørelsen på retsinformation.dk

Senest opdateret d. 19-10-2022

Klik her for at se tidligere gældende versioner af denne vejledningstekst

BAT-konklusioner

Alle relevante BAT-konklusioner skal bruges som grundlag både i forbindelse med miljøgodkendelse og ved revurdering af bilag 1-virkomsomheder, dvs. også BAT-konklusioner i BREF-dokumenter, der ikke refererer til virksomhedens hovedlistepunkt.

Vil du vide mere

Der kan undtagelsesvist fastsættes lempeligere emissionsgrænseværdier end de emissionsniveauer, der er angivet i BAT-konklusionerne (se opslag).

Godkendelsesmyndigheden kan fastsætte vilkår, der er strengere end dem, der er beskrevet i BAT-konklusionerne, hvis omgivelsernes sårbarhed påkræver dette. BAT-konklusionerne er ikke dækkende for alle forhold, der reguleres af miljøgodkendelsen. Myndigheden skal fastsætte supplerende og strengere vilkår, hvis omgivelsernes sårbarhed påkræver dette, eller det følger af anden lovgivning, som myndigheden skal varetage i godkendelsen.

Bemærk at hovedlistepunkt ikke er det samme som hovedaktivitet, idet hovedlistepunkt kun omhandler bilag 1-aktiviteter. Læs mere her.