4.2.2 Revurderingens indhold og omfang

En revurdering er ikke en ny godkendelse, men en opdatering af virksomhedens eksisterende godkendelser. Myndigheden kan derfor ikke kræve en ny ansøgning. Myndigheden skal selv vurdere, hvilket indhold og omfang revurderingen skal have, og myndigheden beslutter, hvilke oplysninger der er behov for fra virksomheden. 

Myndigheden vurderer dette på baggrund af alle kendte oplysninger om virksomhedens miljøforhold, herunder fra tilsyn, egenkontroloplysninger, indberetninger i øvrigt - og efter en vurdering af om de gældende afgørelser, herunder om vilkår, forudsætninger m.v. fortsat er relevante, dækkende og tilstrækkelige til at regulere virksomhedens miljøforhold.

Anmodning om oplysninger

Myndighedens anmodning om oplysninger fra en virksomhed skal være fagligt begrundet, og der skal være proportionalitet mellem omfanget og detaljeringsgraden af oplysningerne og den forventede miljøeffekt af de oplyste forhold - balance mellem mål og midler. En tilstrækkelig oplyst sag vil kunne fremme en hurtig afgørelse i tilknytning til en kompetent og effektiv sagsbehandling. Det er miljømyndigheden, der afgør, om og hvornår en sag er tilstrækkelig oplyst.

Best Available Techniques (BAT)

Myndigheden beder ofte en virksomhed om at redegøre for BAT, når en revurdering påbegyndes. Det gøres for at afklare, hvor virksomheden befinder sig i relation til brug af BAT. Det kan være omkost-ningsfyldt for en virksomhed at udarbejde denne redegørelse. Miljøstyrelsen udarbejder derfor BAT tjeklister, efterhånden som der udgives BAT-konklusioner for bilag 1 virksomheder fra Kommissionen. Hvis der er en BAT tjekliste, kan du anmode virksomheden om at udfylde BAT-tjeklisten, som gør det ud for BAT-redegørelsen. Oplysningerne skal begrundes af virksomheden, og du skal som myndighed sikre dig, at du har de tilstrækkelige oplysninger.

Du kan finde Miljøstyrelsens BAT tjeklister her

Selvinkriminering

Hvis en myndighed indhenter oplysninger (f.eks. til brug for en revurdering) fra en virksomhed, som mistænkes for at have begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, og som er eller påregnes politianmeldt, skal myndigheden være opmærksom på reglerne om selvinkriminering i Retssikkerhedsloven.

Du kan læse mere om oplysninger, proportionalitetsprincippet og selvinkriminering i Opslaget Tilstrækkelig oplyst sag og i vejledningen om retssikkerhedsloven.

Process for revurderingen

Det kan være hensigtsmæssigt, at virksomheden og myndigheden aftaler processen og f.eks. drøfter:

  • Tidsplan for revurderingen.
  • Emner der skal indgå i revurderinger, herunder forholdet til BAT.
  • Forventede fremtidige vilkår i det omfang, det er muligt. Det kan f.eks. være, hvis der skal fastsættes standardvilkår, eller hvis myndigheden har konstateret, at gældende vilkår ikke længere er tidssvarende. Hvis virksomheden har vilkår med produktionsloft, vil det være relevant at vurdere, om der fortsat er samme miljømæssige sammenhæng mellem produktionens størrelse og miljøpåvirkningens omfang, som begrunder opretholdelse af produktionsloftet.
  • Afklaring vedrørende en eventuel udarbejdelse af en basistilstandsrapport. Se afsnit om "Basistilstandsrapport - revurderinger" og i EU-Kommissionens vejledning om basistilstandsrapporter.
  • Det kan desuden drøftes, om der er sket ændringer på virksomheden, som der skulle have været søgt miljøgodkendelse til.

Læs mere om BAT og revurdering her

Revurdering af vilkår

Du skal være opmærksom på, at du ikke uden særlig begrundelse kan indskrænke en virksomheds rettigheder uden særlig begrundelse.

Natur- og miljøklagenævnet har i deres afgørelse af 9. november 2015, j.nr. NMK-10-00701 (NoMO nr. 172) vedrørende revurdering af rammegodkendelse til Aarhus lufthavn udtalt, at ”Når en virksomhed i støjmæssig henseende er godkendt med en bestemt støjmæssig ramme, forstået som støjgrænseværdierne, så har virksomheden tilladelse til at indrette og drive virksomhed på betingelse af, at støjgrænserne overholdes". Den omstændighed, at virksomheden ikke ”udnytter” støjgrænsen, dvs. ikke støjer op til støjgrænsen, fører ikke til, at driften i forbindelse med en revision af miljøgodkendelsen uden særlig begrundelse skal kræves indskrænket til det aktuelle niveau. Hvis støjgrænserne overholdes, er der netop som udgangspunkt ikke tale om væsentlige gener for omgivelserne i miljøbeskyttelseslovens forstand.

Nævnet anfører endvidere, at begrebsmæssigt adskiller en rammegodkendelse sig ikke fra det, man i dag omtaler som rummelige miljøgodkendelser.

 

Senest opdateret d. 22-12-2016